Tarot kort

Hver søndag vil jeg trække et Tarot kort, som du kan bruge gennem ugen.

 14-02-2021

 

 

 

 

IV - Kejseren
Astrologi: Stjernetegnet Vædderen
Nummer: 4
Livets træ: Sti nr. 5, forbinder skønhed med visdom
Bogstav: Heh
I Ching: Hæren
Stikord: Lov, magt


Kejseren er en hvidskægget mand, der iført en rød kåbe over en rustning, sidder på en trone af sten. Tronen er smykket med fire vædderhoveder. Kejseren holder i højre hånd et scepter (et ankh-kors) og i venstre hånd rigsæblet (jorden) og på hovedet har han en guldkrone. Bag ham er der et smalt vandløb, de rå klipper og himmelen er i solnedgangsfarver.
Fortolkning af Kejseren
Vi trækker Kejseren når vi har behov for at skabe orden i kaos. Vi har brug for at lægge planer, tegne skitser og skrive lister for at få styr på tingene, og ofte viser det sig, at der ved en metodisk gennemgang af problemet, er struktur i kaoset. Kejseren taler til vores intellekt og intellektet har altid magt over følelserne. Han er udpræget ansvarlig og vil gøre "det rigtige på rette tidspunkt" også selv om det er hårdt arbejde.

Vi må også spørge os selv, hvordan er mit forhold til min far, mand/kone, autoriteter i øvrigt? - Og er jeg autoriteten i mit eget liv? Bruger jeg magt overfor andre personer for at få min vilje?

Det er på tide at du tager ansvar for dit eget liv, det giver stabilitet og magt (magt underlagt Gud). Da det er et maskulint kort er det nødvendigt med handling i den ydre verden. Kejseren bryder sig ikke om føleri og selvmedlidenhed, hvis der er tendens til det, så bekæmp det med viljen.

Fortolkning af symboler
Kejseren repræsenterer den samme magt som stjernetegnet Vædderen, det er udgangsimpulsen i kristendommen er det er Faderen. Kejseren (det maskuline princip) er partner med Kejserinden (det feminine princip), sammen har de et barn, Narren. Kejseren viser den maskuline golde verden der opstår, når de feminine sider ikke er til stede.

Han legemliggør logos, det rationelle princip, som er et aspekt af Fader-arketypen. Han skaber orden i vore tanker og energier og forbinder dem på praktisk vis med realiteterne. Han er det strukturelle fundament vi kan læne os op ad i vores ønske om stabilitet og sikkerhed.

Kejserens regalier, Ankhkorset, rigsæblet og kronen er symboler på hans materielle rigdom og magt. Ankhkorset er nøglen til den hemmelige skjulte visdom, der ligger bag den verdslige verden. Rigsæblet er symbol for jorden, som han holder i sin hule hånd. Kronen på hans hoved er symbol for magt og indvielse.

Kejseren har langt hvidt skæg og hår, der tyder på et langt liv, hvor han har haft mulighed for at samle erfaringer, som nu kan omsættes til visdom. Han er iført en rustning under en rød kåbe, han er en handlingens mand. Rustningen og hans årvågne holdning tyder på, at kampen ikke er overstået endnu, han har blot sat sig på tronen et kort øjeblik og er parat til at springe op ved det mindste tegn på konflikt. Den røde kappe symboliserer i kristendommen Kristi lidelseshistorie.

Rustningen er beskyttelse i lighed med krebsens ydre skelet. Det er et panser der stopper alle forsøg på at såre Kejseren. Men han bliver også stiv og urørlig når han er iført rustning. Man håber for ham at striden for en stund er afløst af fred, så han kan få lov at tage rustningen af og få tid til at føle hvem han er.

Han sidder på en granittrone, kun prydet af fire vædderhoveder, to der kigger frem og to der kigger til hver sin side. De repræsenterer stjernetegnet Vædderen og de beskytter Kejseren, kommer nogen for nær stanger de. Vædderen er også et offerdyr, og lige som vædderen må kejseren ofre noget for den position han har opnået, han er sat under guddommelig styring.

Tronen er anbragt i et goldt miljø, rå klipper og himmel i orange røde farver. De orange farver får en til at tænke på solnedgang, han er en ældre mand, som måske er nået til den sidste tid i dette liv. En anden mulighed er, at verden omkring ham står i brand.

Kejseren er lederen, men han er underlagt de love og regler han overfor Gud, har svoret på at overholde og håndhæve. Han er civilisationens fader og vil til enhver tid forsvare denne. Han viser os hvordan verden ser ud når vi er hævet over naturens luner.

Tallet fire symboliserer, den solide manifeste verden, stabilitet, magt. Fire elementer, 4 verdenshjørner, 4 dimensioner, korset, kvadratet og kuben.